DET GAMLE REGIME OG IMPERIET FRANKRIG 1750-1802 Pernille Røge: Economistes and the Reinvention of Empire: France in the Americas and Africa, c. 1750-1802 , Cambridge University Press, 2019. Franskmændene gjorde i 1789 den største indsats noget folk nogensinde har gjort for – så at sige – at � lække deres skæbne i to; for fremover afgrundsdybt at adskille dét, der har været, fra dét, der skulle være. De gjorde derfor, hvad de kunne for ikke at genbruge noget som helst fra fortiden i deres nuværende situation: de lagde alle mulige bånd på sig selv for ikke at blive som deres forfædre, de udelod intet i forsøget på at blive umulige at genkende. Jeg har altid ment, at de var mindre succesfulde i dette end man almindeligvis har troet i udlandet, og end man har ment herhjemme. Jeg har væ- ret af den overbevisning, at de har bibeholdt størstedelen af det gamle regimes overbevisninger, vaner, og endda de idéer ved hvis hjælp de har udført den revolution, som destruerede det gamle regime.1 Alexis de Tocquevilles observation er fra 1856. Men det var først for alvor med François Furets Penser la Révolution française (1978), at Tocquevilles kontinuitetstese slog igennem. Indtil da havde historikere i langt højere grad analyseret Den Franske Revolution som et brud med fortiden, og som åbningen af en ny epoke med et nyt politisk system og nye sociale relationer. Dette var en beskrivelse, som lå i tråd med de franske revolutionæres egen propaganda og selvopfattelse. ”Alt omkring os må forandres, for alt omkring os er uretfærdigt,” som Saint-Just formulerede det fra Nationalkonventets talerstol den 14. nivôse, år IV (25. april 1794); ”foragt intet, men imitér intet af dét, som er gået forud for os.”2 Dette var imidlertid mere skin end realitet, argumenterede Furet i forlængelse af Tocqueville. Under over� laden og den revolutionære selvforståelse gemmer sig den langsomme, dybe histories kontinuitet. Reformer og sociale forandringer, der tilsyneladende blev sat i gang under revolutionen, var i virkeligheden blot forlængelse af reformer og forandringer sat i gang under det gamle regime. I sine senere skrifter gik Furet endda så vidt som at se revolutionen som overstået i sommeren 1789, og alt derefter som en slags ’udskridning’ fra de reformistiske skinner, som det gamle regime ellers havde placeret Frankrig på. 1 Tocqueville: L’Ancien Régime et la Révolution, s. i-ii; min oversættelse. 2 Saint-Just: Œuvre complètes, s. 209, min oversættelse.