EJENDOMSRET, DEMOKRATI OG RETTEN TIL ’AT TAGE’ MELLEM MIDDELALDER OG STORMEN PÅ CAPITOL 6. JANUAR 2021 Kan man tolke stormen på Capitol 6. januar 2021 i lyset af middelalderlig ejendomsret? Det vil jeg som middelalderhistoriker overveje i det følgende. Mine studier af middelalderlig ejendomsret har vist, at denne aldrig var � ikseret eller helt transparent, men under konstant udvikling, drevet frem af modstridende krav på ejerskab eller brugsret.1 I kilderne udtrykkes disse krav som anklager for røveri, tyveri, ”vold på ejendom”, eller blot udsagn om, at folk ’tog’ ting. Denne type anklager forekommer relevante at sammenligne med stormen på Capitol og særligt den amerikanske højre � løjs anklager om Demokraternes valgsvindel og ”tyveri” af valget, som ledte op til den. I dansk senmiddelalder blev det ’at tage’ sjældent blot betegnet ’tyveri’, ’ran’, ’røveri’ eller de andre senere kategorier. Motiverne for borttagelseshandlinger var også langt mere komplicerede end blot personlig berigelse gennem lovoverskridende midler. Faktisk spillede det ’at tage’ en central rolle i periodens kon � likter og kon � likthåndtering. Fænomenet havde udtalte sociale og politiske mål og kan med nogen rimelighed ses som en kommunikativ strategi. Borttagelse – eller anklager for ulovlig borttagelse – handlede oftere om ære, social stilling, alliance og etablering af ret end om fysisk gods. Og modsat mange andre former for overgreb – mord, grov vold og lignende – kunne mange skader forvoldt ved borttagelse nemt genoprettes, nemlig ved simpelthen at levere det borttagne gods tilbage. Påfaldende nok fandtes denne kommunikation tilsyneladende i alle samfundslag. Ved at tage fra mindre bemidlede eller ikke-privilegerede kunne både verdslige og sekulære eliter markere deres særstatus. Ved at tilbageholde skat – eller klage over urimelige skattetryk (urimelig borttagelse) – kunne bønder udtrykke utilfredshed med øvrighedsmagterne. Og ved at de� inere rammer for, hvad, man overhovedet kunne tage, hvem der kunne tage det – og fra hvem – udviklede monarkerne fra midten af 1400-tallet besiddelses- og ejendomsbegrebet fundamentalt. Foranlediget af befolkningsvækst og massive regionale trærydninger introduceredes fra midten af 1400-tallet en række nye love og dekreter, der voldsomt indskrænkede, hvem der legitimt måtte fælde i skovene, og endda hvad de måt1 Vognsen: Ret, magt og besiddelse; Vognsen: ’Tyveri og ran’.