LITTERATURHISTORISK TID – KAN MIDDELALDEREN AFSKAFFES?  LARS BOJE MORTENSEN INDLEDNING Periodisering og periodebetegnelser bliver ofte bagatelliseret som nødvendige onder, noget som vi godt véd er kunstige, arbitrære greb vi lægger ned over historien og derfor ikke skal tage så alvorligt. Som historiker føler man straks et vist ubehag ved at sammenfatte epoker med begreber som ikke engang eksisterede for aktørerne og ofte først blev opfundet langt senere. Måske er vi også bekymrede over eurocentrismen som er ansvarlig for, med en stigende success, at eksportere f.eks. middelalderen til Afrika eller Kina.1 Og endelig er det let at opregne eksempler på at epokebetegnelser er over � ladiske eller rammer helt ved siden af de fænomener vi nu synes er de mest afgørende eller spændende ved en tidsalder. Men der er ingen vej udenom. En epokekarakteristik med den bagkloge viden f.eks. at 30-årskrigen sluttede i 1648 eller at Anden Verdenskrig kom til at gøre 1918-39 til Mellemkrigstiden, er en fundamental forståelseskategori for enhver historisk indsigt.2 Og derfor bør vi omgås aktivt og dialogisk snarere end defaitistisk med vore gældende periodiseringer. Inddelinger og navne er selvfølgelig vigtige i pædagogisk øjemed. Man får umiddelbart et fastere holdepunkt hvis man får serveret betegnelsen ‘middelalder’ (måske efterfulgt af en forklaring af hvor problematisk den er) fremfor blot at få postuleret at årene ca. 500-ca. 1500 i europæisk historie omfatter en epoke med et vist enhedspræg. Men det er min overbevisning at inddelinger og navne også på et dybere videnskabsteoretisk eller epistemologisk plan er konstituerende for forståelsen – eller for misforståelsen. Det hænger sammen med at vores metahistoriske sprog ikke kun er analytisk, men også billed- og forestillingsskabende, og at det skal være det for at skabe en reel kognitiv kontakt til fortiden.3 Ud over de pædagogiske og erkendelsesteoretiske funktioner som periodebetegnelser mere eller mindre automatisk indebærer, vil jeg i slutningen af bidraget også komme ind på to dimensioner af dem som måske er mindre oplagte, men som i høj grad er relevante ikke mindst for middelalderen: Her tænker jeg på at hævdvundne betegnelser ligesom får et liv i sig selv, de bliver tingsliggjort, og kan således komme til at få en uhensigtsmæssig 1 Se diskussion om geogra � ien længere nede. 2 Filoso � isk analyseret først og fremmest i Danto: Narration and Knowledge. 3 Perkins: Is Literary History Possible? mente at litteraturhistoriske perioder var pædagogisk nødvendige, men epistemologisk umulige, et luksusstandpunkt som underkender forbindelsen og feedback-mekanismen mellem pædagogisk praksis og videnskabelig indsigt.