OM ØEN DER GENTAGER SIG SELV PÅ FASTLANDET HVORDAN CUBANSKE OG CUBANSK-AMERIKANSKE TIDSBILLEDER TEGNER GRÆNSER  SJAMME VAN DE VOORT Titlen på denne artikel er inspireret af den cubansk-amerikanske forfatter Antonio Benítez-Rojos analyse af caribisk kultur, hvori han hævder, at øhavets fælles historie udtrykker sig gennem en fælles forestillingsverden, hvor øerne gentager sig på forskellige tider og steder igennem mekanismer, der blev dem pålagt gennem kolonialt overherredømme.1 Benítez-Rojos tese bygger på en analyse af litteratur, musikalske traditioner og religion på tværs af det caribiske område. I Cuba blev forståelsen af historiens gentagende, cirkulære bevægelser forstærket af de ua?hængighedsbevægelser, der aldrig formåede at opnå den suverænitet, der var bygget ind i deres nationalistiske etos. Historikeren Louis A. Pérez jr. har på baggrund af sine undersøgelser af den cubanske historieskrivning studeret formation en af ideen om en selvstændig cubansk nation i 1800-tallet gennem netop denne dynamik. Han konkluderer at “Contained within the proposition of the [1959] revolution as liberation was a claim as irresistible as it was irreversible: the presumption of continuity with the nineteenth-century wars for independence”.2 I en tidligere artikel om de første årtiers historiogra?i efter 1959 undersøger Pérez, hvordan denne tilgang til historie udmøntede sig, specielt i den historiogra?i der blev promoveret af den nye regering: “A radical Cuban future required a radical Cuban past. However radical or universal the vision of the future, Havana remained unequivocal in its insistence that the ideological trajectory of the [1959] Revolution had it origins wholly in the Cuban past”.3 Denne artikel vil gennem en analyse af en række interviews, som jeg foretog med eksilcubanere i Miami i 2018 sammenholdt med kilder udgivet af den cubanske regering udforske, hvordan man kan tilnærme sig både cubanske fremstilling er og forestillinger af tid på empirisk vis, og hvilke resultater dette giver for optegnelsen af grænser i en diasporisk nation. Den fortidsforestilling, som Pérez refererer til, varierer alt efter hvilken kontekst historiebrugen fandt sted i, men i grove træk er der tale om repræsentatio1 Benítez-Rojo: La isla que se repite, 116. 2 Pérez: The Structure of Cuban History, 214. 3 Pérez: ‘In the Service of the Revolution’, 86.