TID – ET POLITISK VÆRKTØJ I SATIRETEGNERENS VÆRKTØJSKASSE  HANNIBAL MUNK OM TID OG TEGNINGER Satiretegninger i den danske dagspresse har i snart 100 år bidraget til at bekræfte avislæserne i deres politiske overbevisning, samfundsorientering og livsforståelse og har således prædiket til koret. Dette er meget groft beskrevet en af hovedkonklusionerne i min forhåndenværende forskning.1 Men hvilken rolle spiller brugen af tidslighed eller snarere temporale konstruktioner i den politiske argumentation i satiretegninger?2 Det er hovedspørgsmålet i denne artikel, der forsø- ger at belyse spørgsmålet gennem en enkelt case, nemlig Politikens mangeårige satiretegner, Bo Bojesen (1923-2006). For selvom tiden på mange måder er et af de mest rigide elementer og styreredskaber i de � leste menneskers hverdag, er forestillinger om og brug af tid som begreb og redskab en af de mest elastiske og � lydende betegnere, der kan anvendes. Argumentation og kommunikation eksisterer i mange forskellige afskygninger af den politiske sfære, men gennem satiretegning kommer den til udtryk på en særlig måde. Man skal ikke se sig meget omkring for at se satiretegningers samfundspåvirkning. For skønt man med rimelighed kan argumentere for, at dansk satiretegning generelt er kendetegnet ved at være relativt afdæmpet sammenlignet med andre landes,3 så har den nyeste tid med al tydelighed vist også disses sprængfarlige potentiale, tydeligst med Muhammed-tegningerne i 2005, men også med Niels Bo Bojesens tegning af 1 Denne analyse bygger på min ph.d.-a � handling fra Roskilde Universitet i 2019 om satiretegning i dansk dagspresse siden 1924, særligt casene og empirien, der � indes i Munk: Den visuelle leder, 175-191; 207-216. Men her sættes tegningerne ind i en speci � ik teoretisk ramme med fokus på det temporale aspekt af dem. 2 Når der her argumenteres for, at satiretegning kan have politiske argumenter og politisk ind � lydelse, bygger det på et udvidet politikbegreb, stærkt inspireret af de forestillinger, der kommer til udtryk i ”bevægelsen for ny politisk historie”, som den oprindeligt er blevet formuleret af ”Bielefeld-skolen”. (Nevers: “Indledning”; Steinmetz: Political Languages; Steinmetz & Haupt, Writing Political History today.) Det fører til, at politik kan betragtes både i en traditionel forstand som en afgrænset arena, men også som en dimension, der gennemsyrer alle områder, og som en kommunikativ handling. Samlet set � lytter dette udvidede politikbegreb fokus fra beslutningstagning til meningsdannelse. Og det giver muligheden for at anse satiretegnere som politiske aktører. 3 Munk: Den visuelle leder, 415-417.