201
til, hvad fortiden fortæller os. Man kan af og til få det indtryk, at dem, der taler
for at lade fortiden være og lade statuer stå, undsiger sig stillingtagen og i stedet
positionerer sig som sande forsvarere af historien over for dem, der udtrykker
en anden forståelse af, hvad historien skal være. Det fører ofte til letkøbte anklager om, at andre stemmer i debatten er illegitime, fordi de vil slette historien fra
vores bevidsthed og påføre os deres særlige, politiske overbevisning. Ofte glemmer de selvbestaltede forsvarere af fortiden imidlertid, at statuer også er med til
slette historier. De er opstillet på bestemte tidspunkter for at fortælle én historie
og ikke en anden. Statuerne kan være med til at fastholde os i bestemte forståelser af fortiden, der får os til at glemme alle dem, som burde have en andel i den, de
fattige, de slavegjorte, kvinderne, arbejderne osv. At reducere statuekampen til
en konfrontation mellem de historiebevidste og de historieløse, der drives af rent
ideologiske forestillinger, svarer til at lukke øjnene for den problematiske fortid.
Man kan selvfølgelig altid svare, at fortiden var meget værre end nutiden eller, at
de havde andre målestokke i gamle dage, og at vi for længst har lagt fortiden bag
os. Det er uomtvisteligt rigtigt, at samfund og forståelser forandrer sig. Men er
det ensbetydende med, at vi skal lade fortid være fortid? Måske man også skulle
prøve at sætte sig ind, hvad det må betyde for f.eks. efterkommere af slavegjorte at se byer fyldt med glori?icerende monumenter af slaveejere og såkaldte ’opdagelsesrejsende’. I øvrigt handler historieskrivning, hvad enten den skrives på
universiteter eller af folk, der protesterer, om til stadighed at stille spørgsmål til
fortiden. Det er i mine øje lige så legitimt at diskutere, hvorvidt fortiden er et overstået kapitel, som det er at pege på, at der fortsat er forhold i vores nutid, der stadig er mærket af fortiden, også den problematiske. Når der protesteres over den
omfattende tilstedeværelse af statuer, der glori?icerer Europas koloniale fortid,
er det for at vise, at de europæiske samfund stadig er præget af denne fortid. Når
I am Queen Mary henviser til den aktuelle kamp mod racisme, er det for at vise, at
den racisme, som var koloniseringens hjørnesten, stadig ?indes i Europa.
Statuekampen er en af ?lere måder, vi i offentligheden forholder os til fortiden
på. Den handler ikke blot om at ?jerne eller lade stå. Som vi har set i tidligere indlæg i statuekampen, giver det nogle gange mening at ?jerne problematiske statuer. Men man kan også, som jeg har søgt at vise, udtrykke sig på anden vis. Nye
statuer kan sættes op. Eksisterende statuer kan rekontekstualiseres, så de får en
anden mening. Man kan udstille den fortrængning, statuer dækker sig under. Ligesom der er mange måder, fortiden kan indrammes på i tekst, er der også mange
praksisser omkring, hvad man kan gøre med og ved statuer. Ét er sikkert: Statuekampen vil fortsætte.
EFTERORD
Efter at jeg afsluttede denne tekst kan jeg konstatere, at statuekrigen fortsætter med uformindsket styrke i Danmark. Den 6. november 2020 offentliggjorde
en gruppe, der kalder sig ”anonyme billedkunstnere”, en video af en kunstnerisk