ATOMKRIGENS ARKITEKTUR VELFÆRD OG CIVILFORSVAR UNDER DEN KOLDE KRIG  ROSANNA FARBØL INDLEDNING En sommerdag i august 1945 kastede det amerikanske ?ly Enola Gay en enkelt bombe i knap ti kilometers højde over storbyen Hiroshima i Japan. Et ekstremt lysskær blændede folk på jorden, og bombens katastrofale kræfter blev med ét sat løs: den ufattelige varme fra ildkuglen brændte mennesker op på stedet, trykbølgen lagde huse i ruiner og lemlæstede alle, der befandt sig i eller i nærheden af dem, og en usynlig radioaktiv stråling dræbte, invaliderede og muterede mænd og kvinder, børn og voksne. Tre dage senere gentog det sig over Nagasaki. Det moderne krigsvåben, atombomben, var et resultat af årtiers so?istikeret og avanceret videnskabelig udvikling, og den var et teknologisk, moralsk og åndeligt vendepunkt. Det stod nemlig hurtigt klart for befolkninger verden over, at atombomben ikke bare var japanernes problem: den var hele verdens. Robert Oppenheimer, der var leder af Manhattanprojektet, ræsonnerede senere med henvisning til et hinduistisk skriftsted: ”I am become death, the destroyer of worlds”. Selvom amerikanerne (foreløbig) havde monopol på teknologien, så levede alle, hvert enkelt individ, nu uigenkaldeligt i atomalderen. Også danskerne kiggede ind i en fremtid, hvor bomben på et øjeblik kunne forvandle den kendte verden til et atomart ragnarok. Det 20. århundredes krige havde gjort det klart for enhver, at krig ikke længere var et fænomen, der udelukkende blev udkæmpet på slagmarken. Det havde udviklet sig til ”total krig”, hvor det civile samfund, såvel moral som produktion, var mål for bombekampagner fra luften. Ikke mindst Blitzen i London og de allieredes terrorbombardementer af tyske storbyer under Anden Verdenskrig, hvor der bevidst blev forårsaget voldsomme ildstorme og ?ladebrande, viste, at civile, og især byens civile, var mål på linje med soldater og militærinstallationer. Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki demonstrerede med al ønskelig tydelighed, hvordan den virkelighed tog sig ud i atomalderen. Efter Sovjetunionen sprængte sin første atombombe i sensommeren 1949, blev associationen mellem frygt og atomalderen for alvor cementeret i Danmark.1 1 Sylvest: ‘Atomfrygten’.