KONGENS RIDDERSPIL SOCIALE FUNKTIONER VED CHRISTIAN 4.S KRONING I 1596  KASPER STEENFELDT TIPSMARK Ridderspil er en gammel form for opvisning, der er meget almindelig ved hofferne, og som efter nogles udsagn kan føres helt tilbage til Henrik Fuglefænger. De var afgjort både underholdende og nyttige, så længe tapperhed havde nogen betydning blandt mennesker, og legemlig styrke var en nyttig og beundret egenskab. Men nu til dags, hvor så lidt afgøres af mandighed, og langt det meste af list og forstillelse, og hvor skydevåben sættes over alle andre, må fysisk kraft og militære eksercitser af den slags nødvendigvis ganske miste deres fordums glans.1 Således skrev Erasmus Lætus i sin beskrivelse af Christian 4.s dåb i 1577. Dette forhold, at ridderspil blev betragtet som forældet, var ifølge Lætus årsagen til, at Frederik 2. ikke lod sådanne indgå i festlighederne ved sønnens dåb. Man skulle derfor tro, at tiden var løbet fra ringridning, lansedyst og andre ridderspil i Christian 4.s regeringsperiode, men som denne artikel skal påpege, forholdt det sig ganske anderledes. Christian 4.s kroning i 1596 blev fejret med Nordens hidtil største fest, hvormed den netop myndige konge lagde grunden til sin fyrstelige reputation. Modsat dåbsfesten blev der a � holdt en række storslåede ridderspil, hvor kongen udfordrede sine gæster til kappestrid. Disse ridderspil, var helt centrale elementer i den store kroningsbegivenhed, hvor fyrstelige og adelige deltagere fremviste krigeriske færdigheder, mens deres konge såvel som ligemænd, ædle fruer og godtfolk så på. På daværende tidspunkt havde den lansebevæbnede adelsrytter fået en anden og måske mindre central rolle på slagmarken end i højmiddelalderen, men paradoksalt nok fortsatte discipliner som dystløb og turnering som faste bestanddele af hoffets festivalkultur frem til sidste halvdel af 1600-tallet.2 Dette forhold rejser spørgsmål til de praktiske og færdighedsskærpende dimensioner 1 Tilrettet version af Skovgaard-Petersen og Zeebergs oversættelse af Lætus. Termen turnering er udskiftet med det mere retvisende ridderspil, da den latinske tekst henviser til ludorum genus ( former for spil), som har med milites (riddere) at gøre. Den tyske konge, Henrik Fuglefænger, levede fra 876-936. Lætus: Christian IVs dåb, 239. 2 Dette forhold, som refererer til Michael Roberts teori om den militære revolution, uddybes og nuanceres i et senere afsnit. Roberts: ‘The Military Revolution’; Watanabe-O’Kelly: ’Tournaments and Warfare’, 454.