OLDTIDENS MØNTBILLEDER ET BIDRAG TIL PENGENES IKONOLOGI  TØNNES BEKKER� NIELSEN Billeder er overalt omkring os. Der er billeder på væggen, i avisen, på TV-skærmen, på mobiltelefonen. De færreste tænker over, at de faktisk også har billeder i lommen, men hver eneste mønt bærer et billede på begge sider. Når vi betaler hos bageren eller i kantinen, lægger vi næppe mærke til møntbilledet, og tænker heller ikke over, at nogle mønter, fx en dansk tikrone eller en 50-cent Euro-mønt, � indes med � lere forskellige billeder. Men � ik man med sine byttepenge en mønt uden billede – en rund skive af samme metal, farve, størrelse og vægt som en tikrone, men blank på begge sider – så ville de � leste protestere. Billedet er dét, der de � inerer mønten. Uden billede er den blot et stykke metal. Et stykke metal var netop, hvad man brugte som betalingsmiddel indtil 600-tallet f.Kr. Metallet – guld, sølv, kobber – havde en værdi i sig selv, og metalstykkets værdi kunne fastslås ved at veje det. Skulle der foretages mange udbetalinger på én gang – for eksempel til lejesoldater – var det imidlertid upraktisk at veje hvert eneste stykke. Det var enklere at fremstille en serie metalstykker af ensartet vægt, men dermed også nødvendigt at mærke dem for at kende dem fra andre metalklumper. Præget på de tidligste ”mønter” er blot et groft aftryk i den ene side af metalklumpen. Ret hurtigt fandt man dog ud af at bruge møntstempler, hvori der var indgraveret bogstaver eller billeder. Hvor og hvornår det skete første gang, er omdiskuteret, formentlig i det vestlige Lilleasien omkring 600 f.Kr. Det var to tusinde år før Gutenbergs fødsel, og dermed er mønter historiens første massemedium. Derfor er mønter også en værdifuld kilde til antikkens historie. Modsat andre kildetyper kender vi som regel en mønts geogra � iske oprindelse og i mange tilfælde også dens fremstillingstidspunkt. Samtidig udgør mønterne et langt mere komplet kildemateriale end billedkunst, litteratur eller indskrifter. Inden for hver af disse kategorier er kun en lille del bevaret, måske mindre end én procent, for nogle mediers vedkommende (fx antikkens malerkunst eller bronzeskulptur) langt mindre. Møntbilleder har anderledes gode overlevelseschancer: billedet vil være kendt for eftertiden, blot ét enkelt af de � lere tusinde eksemplarer er bevaret. Et andet forhold, der tidligt bragte mønterne i historieforskningens fokus, var deres samlerværdi. I de store fyrstelige, statslige eller private møntkabinetter, der opstod i løbet af renæssancen, havde historikeren let adgang til et stort kildemateriale. Allerede i 1600-tallet udkom trykte, systematisk opstillede kataloger over antikke mønter, fx Jean Tristan de Saint-Amant, Commentaires historiques