MENNESKERETTIGHEDER PÅ ANKLAGEBÆNKEN Samuel Moyn: Not Enough: Human Rights in an Unequal World Harvard University Press, 2018. Hvordan kan det være, at verden siden 1970’erne har været vidne til et sammenfald mellem neoliberalismens æra – forbundet med stigende national ulighed – og menneskerettighedernes storhedstid? Dette interessante spørgsmål rejser den amerikanske professor i jura og historie ved Yale universitet Samuel Moyn i sin seneste bog Not Enough: Human Rights in an Unequal World. Moyn har med sine øvrige bøger om menneskerettighedernes historie – gennembrudsværket The Last Utopia (2010), Human Rights and the Uses of History (2014) og Christian Human Rights (2015) – markeret sig som en provokerende fornyer af historieskrivningen på menneskerettighedsfeltet. Not Enough er en undersøgelse af forholdet mellem menneskerettigheder, neoliberalisme, og ulighed. Bogen er vigtig baggrundslæsning i en tid, hvor ulighed, menneskerettigheder og neoliberalisme har været vigtige dele af samfundsdebatten både herhjemme og i udlandet – både i kølvandet på � inanskrisen i 2008 og senest under COVID-19-krisen. Menneskerettigheder har ikke udgjort et værn mod stigende national materiel ulighed, hævder Moyn, men de har heller ikke været direkte medvirkende til neoliberalismens fremmarch. Moyn argumenterer for, at menneskerettigheder er vigtige – men altså ’ikke nok’ i en ulige verden. For at komme dertil anlægger Moyn et enkelt og elegant analytisk greb, der ikke gør vold på sit empiriske materiale, men � lugter med forståelsen hos de historiske aktører, der optræder i bogen. Han skelner mellem lighed (equality) og tilstrækkelighed (suf � iciency). Lighedsnormer indebærer, at der ikke må være for stor afstand mellem rige og fattige, og dermed at der også må være et loft for rigdom. Tilstrækkelighedsnormer fokuserer derimod udelukkende på bunden, ’gulvet’, dvs. en række minimumsbestemmelser for, hvad de mindst velstillede har adgang til. Sociale og økonomiske rettigheder – de rettigheder, Moyn fokuserer på i Not Enough, fordi de mest direkte angår materielle forhold – er tilstrækkelighedsnormer: De har historisk og aktuelt handlet om, at der er goder, som mennesker som minimum har krav på, for at få del i det gode liv. Men de er ikke lighedsnormer. De er kompatible ikke bare med ulighed, men faktisk med galopperende ulighed. Den verden, vi lever i, er præcis blevet sådan, hævder Moyn: Flere og � lere er blevet ’løftet’ ud af ekstrem fattigdom, mange steder går det stadigt bedre med statuslighed, menneskerettigheder har et vist rodfæste på trods af det seneste årtis turbulens og modangreb, men samtidig er nationale og nogle typer globale