OM FÆLLESSANG OG FÆLLESSKAB Stine Isaksen (red.): Fællessang og fællesskab. Videncenter for Sang 2018, 229 s. Fællessang er i sagens natur et mundtligt fænomen, noget der sker, hvor ?lere mennesker er til stede samtidigt. Når de skilles, er den væk. Hvad der er tilbage, er måske teksten til de sange, der blev afsunget, noder til melodierne og eventuelt en lydoptagelse. Alt sammen fattige spor af, hvad der foregik. Nu har Videncenter for Sang i Herning udgivet en antologi med titlen Fællessang og fællesskab, hvor fem musikforskere, en folkemindeforsker, en antropolog, en teolog, en historiker og en litterat på grundlag af sådanne spor leverer hvert sit bidrag til fællessangens historie i Danmark. Den skal i det følgende have et par ord med på vejen fra en historiker, som har levet de ?leste af sine ?irs år med fællessang. Selv om jeg udmærket ved, hvor tvivlsom en kilde erindringer er, vil jeg i betragtning af emnets ?lygtige karakter inddrage mine egne, suppleret med en vis forskningsbaseret viden om 1700- og 1800-tallets historie. Førend skriften og skriftligheden for alvor ?ik tag i den danske befolkning, fandtes der en mundtlig sangtradition – ”gehørstradition”, som folkemindeforskeren Lene Halskov Hansen kalder den. Vi kender den især fra Evald Tang Kristensen og andre folkemindesamlere, som rejste rundt og skrev viser ned, før de forsvandt. Resultatet blev en stor samling tekster, som til stadighed er blevet forøget ved nye indsamlinger, efterhånden også af lydoptagelser. En af Evald Tangs bedste kilder var den fattige Mette Skrædder i Sundby på Mors, som i sin barndom havde fulgt sin mor rundt på gårdene, når hun sang og fortalte for at tjene en skilling eller et måltid mad. Evald Tang fortæller en masse om Mette Skrædder, men han fortæller ikke, at hun var en ?littig kirkegænger, for hvem salmerne betød mindst lige så meget som viserne, og at hun i sin ungdom havde deltaget i de møder i præstegården, hvor huslæreren Christen Kold startede sin vækkelsesbevægelse. Kold knyttede an til en gammel pietistisk vækkelsesbevægelse på egnen, som kan følges tilbage til 1715, og som fra 1740’erne blev herrnhutisk. I herrnhuternes gudelige forsamlinger spillede sang og musik en stor rolle. De vakte i Sundby sad og sang salmer hele aftener. Evald Tang så en modsætning mellem den grasserende grundtvigianisme på Mors og den gamle mundtlige sangtradition, men Mette Skrædder stod med et ben i begge lejre. Det gjorde også min farmor, præstedatter fra Hemmet i Vestjylland. Ved samme tid, som Evald Tang var på Mors, sad hun sammen med deres tjenestepige i køkkenet, når faderen var ude, og sang alle de skillingsviser, pigen havde lært sig. Min farmor glemte dem aldrig. Samtidigt lærte hun sig store dele af salmebogen udenad. I hele sit lange liv som ?iskerkone og enke sang hun ved sit arbejde,