FRA GOEDHART TIL GUTERRES – EN KVANTITATIV INDHOLDSANALYSE AF TALER FRA DE FORENEDE NATIONERS HØJKOMMISSARIAT FOR FLYGTNINGE (UNHCR), 1951-2014  PHILLIP STENMANN BAUN I kølvandet på 2. Verdenskrig oprettede FN i december 1950 De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR). Organisationen havde til opgave at sikre den juridiske beskyttelse af � lygtninges rettigheder som bestemt i den nyligt vedtagne Flygtningekonvention.1 I første omgang udstrakte UNHCR’s mandat sig kun til at beskæftige sig med � lygtninge, der var blevet fordrevet som følge af begivenheder før 19512 – det vil sige primært de europæiske � lygtninge, der efter 2. Verdenskrig stadig var spredt rundtom i � lygtningelejre som følge af krigens ødelæggelser og opbrud. Men med tiden udviklede UNHCR sig både geogra� isk og ekspertisemæssigt til at blive den ledende humanitære organisation, der påtog sig ansvaret for håndteringen af verdens � lygtningekriser. Imens den første � lygtningehøjkommissær Gerrit Jan van Heuven Goedhart i 1951 kun administrerede en lille stab på 33 medarbejdere på et mindre kontor i Geneve, havde den 10. højkommissær António Guterres ved udgangen af 2014 over 9.330 ansatte fordelt på 125 lande under sin ledelse.3 Ved organisationens grundlæggelse strakte mandatet sig kun til lidt over to millioner primært europæiske � lygtninge efter 2. Verdenskrig, men i 2014 beskæftigede organisationen sig globalt set med håndteringen af næsten 55 millioner nødstedte mennesker, hvortil kun 14,3 millioner eller ca. 26 pct. kunne betegnes som � lygtninge. De resterende grupper, der i 2014 vedkom UNHCR, var i overvejende grad internt fordrevne (over 32 millioner) såvel som et mindre antal statsløse, asylansøgere og andre nødstedte, der nød godt af UNHCR’s assistance.4 Denne kontrast er alt andet lige bemærkelsesværdig og tilskynder til at undersøge udviklingen af UNHCR over sine mere end 60 års operationstid. Nutidens � lygtningekriser og spørgsmålet om den rette håndtering af disse former i dag både national og international politik i et vældigt omfang, og set i lyset af dette er det så meget des mere relevant at undersøge et så centralt organ som UNHCR, og 1 Artiklen er baseret på et upubliceret BA-projekt af forfatteren med samme titel, Aarhus Universitet, 2018. 2 UN General Assembly: ‘Convention’, 28.7.1951, 1A. 3 UN General Assembly ‘Statute’, 14.12.1950, 3. 4 http://popstats.unhcr.org/en/overview (20.12.2018).