”INGEN BÅND, DER BINDER MIG…” INDUSTRIENS UDFLYTNING OG MODERNISERING I HOVEDSTADSOMRÅDET I EFTERKRIGSÅRENE  JØRGEN BURCHARDT I 1930 var København landets dominerende industriby. Her lå landets vigtigste virksomheder med de store skibsværfter B&W og Orlogsværftet, mens man kunne se skorstenene fra store industrier i andre afgrænsede industriområder. Størst var området ved Valby på ca. 140 ha med bl.a. F.L. Smidt & Co.s Maskinfabrik og Jernstøberi, herefter kom Sydhavnen på 90 ha med bl.a. Fords samlefabrik, Sundby på 60 ha med NKT’s valseværk, og Islands Brygge ligeledes på 60 ha med bl.a. Sojakagefabrikken. Med yderligere et par områder fyldte storbyens industrikvarterer i alt 490 ha.1 Hertil kom mange industrier spredt omkring i baggårde og huse i den gamle middelalderby, med bl.a. storbyens næststørste arbejdsplads, tekstilindustrien tæt på boliger og forretninger. Hver morgen bevægede arbejdere sig med sporvogn, cykel eller gående fra nærliggende boligkvarterer til deres arbejdsplads for om eftermiddagen at tage den modsatte vej. Byens dominerende stilling ændredes i efterkrigsårene. De første virksomheder var allerede � lyttet til sognekommuner i omegnen, og snart blev der opbrudsstemning, hvor etablerede virksomheder sammen med nystartede fyldte de første industriparker. Industriarealerne fortsatte deres vækst med stor hast, og der måtte skaffes � lere grunde. Arealmæssigt overhalede omegnskommunernes industri hovedstadens i midten af 1960’erne, og efter få år var arealet yderligere vokset til op mod det tredobbelte. I dag ved vi, at udviklingen fortsatte, og København blev nærmest de-industrialiseret. Virksomhederne � lyttede endnu længere vestpå i 1970’erne og 1980’erne, da konjunkturerne resulterede i en kraftig ekspansion af industrisektoren, hvor fremstillingserhvervene fortrængte landbruget som det førende erhverv. Denne artikel ser på den første fase i den store forvandling frem til midten af 1960’erne. Ud fra transportteknologi, byplanlægning, forsyning af arbejdskraft og modernisering af produktionen diskuteres, hvorfor industriens udvikling i Kø- benhavns tog af og til sidst stoppede, mens væksten tog til i de fattige små landkommuner. Tidsånden var for planlægning og politiske beslutninger, og det er derfor naturligt at se nærmere på planer relateret til ud � lytningen og holde dem op mod virksomhedsledernes ageren. Der vil blive set specielt på ud � lytningen til 1 Forchhammer: ’Københavns Industris Lokalisering’, 80-81.