FOR MIN SJÆLS FRELSE? KVINDERNES SÆRLIGE ROLLE I SENMIDDELALDERENS DANSKE DONATIONSKULTUR  NORA AMALIE MUNCH ANDERSSON Sjælegaver til kirken var en central del af middelalderens samfund. De er derfor væsentlige for vores forståelse af perioden som helhed, men i særdeleshed de økonomiske, sociale, mentale og religiøse strukturer. Vesteuropæisk middelalders donationskultur er blevet betegnet som en af de største kollektive gavegivningsprocesser i menneskets historie,1 og ved reformationen ejede kirken mere end en tredjedel af jorden i datidens Danmark.2 I de breve og testamenter, som i eftertiden er blevet brugt til at belyse donationskulturen, har en række forskere kommenteret på det bemærkelsesværdigt store antal kvinder, som er repræsenteret i materialet. Første gang, den danske donationsforskning � ik et kønsmæssigt perspektiv, er ved en undersøgelse af den sociale og kønsmæssige fordeling af gaver til danske herreklostre frem til 1385. Undersøgelsen viste, at 15 procent af donationerne var doneret af kvinder, mens at de stod for 20 procent af donationerne til nonneklostrene.3 I en undersøgelse af donationer til Maribo nonnekloster i perioden 1410-1530 stod kvinden som aktør endnu stærkere frem. Resultatet viste her, at kvinderne gav 53 af 95 gaver til klostret, hvilket svarer til næsten 56 procent.4 Bemærkelsesværdigt nævnes dette resultat blot perifert og uden yderligere re � leksion. Samme kvindelige tilstedeværelse ses i en optegnelse over donationer til kirkelige institutioner på Island i perioden 1375 til 1540. Her beskrives 14 testamenter og donationsbreve med kvindeligt fortegn og ligeledes 14 med mandligt fortegn. Tre er uden kønsbestemt afsender.5 Til trods for at � lere altså har bemærket kvindens fremtrædende position, har fænomenet aldrig været fokus for en selvstændig undersøgelse og forsøgt forklaret. Dette er netop 1 Ingesman: ’At mageskifte det timelige med det åndelige’, 3. 2 Jakobsen: ’MYTE: Den katolske kirkes gods’. 3 Rasmussen: ’Gaver til klostrene i middelalderen’. 4 Bay: ’Donationerne til kirken i dansk senmiddelalder’, 329. 5 Arnórsdóttir: ’Sjælegaver i islandsk senmiddelalder’, 441. De nævnte forfatteres forskellige fremgangsmåde og metoder (herunder manglen på et almengyldigt donationsbegreb) betyder, at tallene ikke skal betragtes som bevis på forskelle eller ligheder de undersøgte områ- der og perioder imellem. Tallene skal bruges med varsomhed, når de sættes i kontekst med hinanden. De forskelligartede tilgange kan dog siges at understrege resultatet, da kvinderne står stærkt i de forskellige undersøgelser dette til trods.