TYVERI OG RAN I DANSK SENMIDDELALDER BORTTAGELSESFORBRYDELSERNES RETSPRAKTISKE BRUG OG SOCIOØKONOMISKE BEGRUNDELSE 1400-1513  FREDERIK LYNGE VOGNSEN Juristen og retshistorikeren Poul Johannes Jørgensen er en central skikkelse i dansk retshistorie. Derfor var det heller ikke uden grund, at Johan Hvidtfeldt i starten af 1940’erne benævnte Jørgensen ”Vor tids betydeligste retshistoriker”.1 Jørgensens ind?lydelse på retshistorien, hans grundighed og kvaliteten af hans forskning er uomtvistelig. Således blev hans prisvindende a?handling fra 1900 om den danske strafferets udvikling i tiden fra Reformationen til Christian V’s Danske Lov (1683) genudgivet i 2007.2 Efter mere end hundrede år er han endnu aktuel. Blandt Jørgensens mange arbejder ?indes en artikel, Begreberne Tyveri og Ran i de danske Landskabslove, trykt i festskriftet til dr. juris Frederik Vinding Kruse. Som artiklens titel angiver, diskuterer Jørgensen heri begreberne ran og tyveri som samfundsregulativer med udgangspunkt i landskabslovene. Udover en kompleks juridisk nuancering af begreberne er Jørgensens hovedpointe, at middelalderens tyveknægte tilhørte de fattigste i samfundet, mens de, der begik ran, var magtfulde individer: Tyvens lyssky Fremgangsmaade [har] fra gammel Tid […] været Genstand for en særlig moralsk Afsky. Ran vilde normalt kun blive begaaet af Personer, der følte sig stærke nok til uden Risiko for Paagribelse at gennemføre deres Forehavender, medens den svagere Person, der optraadte alene, snarere vilde søge at naa sit Maal ved at gaa hemmeligt til Værks3 Der var en grundlæggende socioøkonomisk forskel på, hvem ransmændene og tyvene var. Denne opfattelse stammer fra landskabslovene, hvor det i f.eks. Valdemars Sjællandske Lov (yngre redaktion) lyder: ”Æn stæll nokær man i hungær ár math sich ællær sinæ kunæ at han gitær ey fød sich ællær. tha ær then hárdh bat1 Hvidtfeldt: ’Paul Johannes’, 81. 2 Jørgensen, Dansk strafferet. 3 Jørgensen: ’Begreberne’, 200.