VIDENSHISTORIE NYE VEJE I HISTORIEVIDENSKABERNE  MARIA SIMONSEN OG LAURA SKOUVIG Historiker har inte varit helt ointresserade av kunskap. Som forskningsobjekt har kunskapen haft sin plats inom vetenskaps , teknik och utbildningshistoria, men även � igurerat i undersökningar av social , idé , miljö , genus och kulturhistoriskt snitt. Ändå är kunskapshistoria, som en systematisk vetenskaplig re � lexion över kunskapens plats i historien och de system och samhälleliga sammanhang som den har ingått i, ett påfallande nytt och outvecklat fält.1 Med artiklen Vad är kunskapshistoria kickstartede Johan Östling en skandinavisk diskussion om videnshistorie som fagligt felt, dens potentialer og muligheder for historieforskningen.2 Som Östling fremhæver i citatet, er det ingen nyhed, at historikere beskæftiger sig med videnshistorie.3 Discipliner inden for historiefaget, som f.eks. idé- og boghistorie har i årtier studeret forskellige aspekter af viden. Det samme gælder for videnskabshistorie, STS-forskningen og arven fra Ludwik Fleck, Thomas Kuhn og Michel Foucault. Alt sammen er det medvirkende til, at Östlings præsentation af videnshistorie som et nyt og uudviklet felt kan fremstå som en noget provokativ påstand. En del af den kritik, der er blevet rettet mod videnshistorien, er derfor ikke overraskende, at den blot forsøger at op � inde hjulet på ny. Og at den videnskabelige re� leksion over videns plads i historien og de systemer og samfundsmæssige sammenhænge (jf. Östling), som den indgår i, faktisk ikke er noget nyt. Men de videnshistoriske indgange kan også ses som et resultat af den tværfaglighed, der har præget de humanistiske videnskaber i en årrække i forsøg på at forny traditionelt de� inerede forskningsområder. Det forandrede medielandskab og informations � low, som digitaliseringen har ført med sig, har fået historikere til at se på videns foranderlighed og autoritet med andre øjne. Med den øgede tværfaglige forskning følger også lån af indgange, indsigter, teori og metoder fra nabodiscipliner. I skildringen af sin vej ind i det videnshistoriske felt har Peter Burke beskrevet, hvordan han først troede, at han var mere eller mindre alene med sin forskningsinteresse men snart opdagede, at “it can almost be guaranteed that if 1 Östling: ’Kunskapshistoria?’, 109. 2 Terminologien på svensk og norsk er henholdsvis ”kunskapshistoria” og ”kunnskapshistorie”. På engelsk kaldes feltet ”history of knowledge”, mens det på tysk er ”Wissensgeschichte”. Som dansk betegnelse har vi valgt ”videnshistorie”. 3 Östling: ’Kunskapshistoria?’, 109.