149 Erik Henrichsens standpunkt var derimod retsstatsidealet, nemlig krav om adskillelse af retspleje fra forvaltning, samt indførelse af anklageprincip, offentlighed og mundtlighed i procesformen.5 Men i 1890’erne var systemets protagonister stadig i stand til at forsvare sig. Herfra lød det, at inkvisitionsprincippet var effektivt og havde præventive virkninger. Eksempelvis lød det fra fuldmægtig F. Zahlmann fra Københavns Amts søndre birk, at inkvisition appellerede til de patriarkalske autoritetsformer, som navnlig forbrydere af almueklassen i forvejen kendte. Den gamle indgroede pligtfølelse til at sige sandheden ville derimod let forsvinde, såfremt anklagede “ikke som før ere Objekter for Forhøret, men Anklagemyndighedens ”Ærede Modpart””.6 Dertil kom et helt grundlæggende problem. Hvis forhørsdommere ikke længere kunne inkvirere uden modpart og heller ikke kunne sætte mistænkte “på bekendelse” i form af langstrakt varetægtsarrest, hvordan skulle man så i det hele taget få forbrydere til at tilstå? I hænderne på den rette mand, den rette dommer i besiddelse af “lovkyndighed og vederhæftighed”, var inkvisitionsprincippet langt at foretrække, mente systemets fortalere. Men en række retsskandaler i slutningen af 1800-tallet rystede systemet. Sager om falske protokoltilførsler, ensidige dommere, ulovlig brug af varetægtsarrest og uskyldigt dømte fandt vej til avisspalterne.7 I Social-Demokraten skrev Frederik Borgbjerg på tærsklen til det 20. århundrede om skandaler, der på linje med Dreyfuss-affæren i Frankrig satte selve inkvisitionsprocessen, og dermed hele straffeprocesformen, under anklage.8 Centralt i diskussionen stod selve forhørsdommer-standen. Fra socialdemokratisk side ?ik debatten karakter af anklager om “klassejustits”. Dommerne udgik fra borgerskabet og var derfor tilbøjelige til at se en forbryder i enhver anklaget af lavere sociale klasser. I en bredere forstand mente kritikere som Henrichsen og juraprofessor Hans Munch-Petersen, at enhver form for retssikkerhed gik tabt, når dommeren var både anklager, forsvarer og dommer i én og samme 1819 var det den oprindelige forhørsdommer, der forestod dette. Beskikkede sagførere havde derefter ikke selv mulighed for at a?høre tiltalte eller vidner. Kun i t ilfælde af mistanke om decideret inhabilitet kunne amtmanden beskikke en såkaldt “sættedommer” i stedet. Det skal bemærkes, at det alene var i retsvæsenets 1. domstolsinstans, at inkvisitionsprincippet førtes igennem. Nåede en kriminalsag til Højesteret, var processen baseret på anklageprincip, offentlighed og mundtlighed. 5 Grundloven af 1849 indeholdt en ’løfteparagraf’ (§76), der gav lovning på adskillelse af retspleje og forvaltning. Men endnu 50 år efter var det ikke sket. 6 Zahlmann: ’En Kriminalsag’, 18. Zahlmann udtrykte et typisk synspunkt, som var at ?inde blandt forhørsdommere såvel som Højre-politikere, se Halkier: Om Retsreformen; Brun: Et Kriminalforhør; Holm: Om Forhørsvirksomhed. 7 For en generel fremstilling af debattens positioner, se Munch-Petersen: Retsreformen, 1-23. 8 Social-Demokraten 7.2.1901. Det handlede blandt andet om tjenestepiger, der blev lokket til falske tilståelser, og småkårsfolk på landet, der blev holdt varetægtsfængslet i mange må- neder i brandstiftelsessager. I marts 1901 lykkedes det tilmed Borgbjerg at få et Folketings?lertal til at kræve en retsreform fremsat af justitsminister Alberti, se Garde: Konger, krigere, 203-206.
temp 1 temp 2 temp 3 temp 4 temp 5 temp 6 temp 7 temp 8 temp 9 temp 10 temp 11 temp 12 temp 13 temp 14 temp 15 temp 16 temp 17 temp 18 temp 19 temp 20 temp 21 temp 22 temp 23 temp 24 temp 25 temp 26 temp 27 temp 28 temp 29 temp 30 temp 31 temp 32 temp 33 temp 34 temp 35 temp 36 temp 37 temp 38 temp 39 temp 40 temp 41 temp 42 temp 43 temp 44 temp 45 temp 46 temp 47 temp 48 temp 49 temp 50 temp 51 temp 52 temp 53 temp 54 temp 55 temp 56 temp 57 temp 58 temp 59 temp 60 temp 61 temp 62 temp 63 temp 64 temp 65 temp 66 temp 67 temp 68 temp 69 temp 70 temp 71 temp 72 temp 73 temp 74 temp 75 temp 76 temp 77 temp 78 temp 79 temp 80 temp 81 temp 82 temp 83 temp 84 temp 85 temp 86 temp 87 temp 88 temp 89 temp 90 temp 91 temp 92 temp 93 temp 94 temp 95 temp 96 temp 97 temp 98 temp 99 temp 100 temp 101 temp 102 temp 103 temp 104 temp 105 temp 106 temp 107 temp 108 temp 109 temp 110 temp 111 temp 112 temp 113 temp 114 temp 115 temp 116 temp 117 temp 118 temp 119 temp 120 temp 121 temp 122 temp 123 temp 124 temp 125 temp 126 temp 127 temp 128 temp 129 temp 130 temp 131 temp 132 temp 133 temp 134 temp 135 temp 136 temp 137 temp 138 temp 139 temp 140 temp 141 temp 142 temp 143 temp 144 temp 145 temp 146 temp 147 temp 148 temp 149 temp 150 temp 151 temp 152 temp 153 temp 154 temp 155 temp 156 temp 157 temp 158 temp 159 temp 160 temp 161 temp 162 temp 163 temp 164 temp 165 temp 166 temp 167 temp 168 temp 169 temp 170 temp 171 temp 172 temp 173 temp 174 temp 175 temp 176 temp 177 temp 178 temp 179 temp 180 temp 181 temp 182 temp 183 temp 184 temp 185 temp 186 temp 187 temp 188 temp 189 temp 190 temp 191 temp 192 temp 193 temp 194 temp 195 temp 196 temp 197 temp 198 temp 199 temp 200 temp 201 temp 202 temp 203 temp 204 temp 205 temp 206 temp 207 temp 208 temp 209 temp 210 temp 211 temp 212 temp 213 temp 214 temp 215 temp 216 temp 217 temp 218 temp 219 temp 220 temp 221 temp 222 temp 223 temp 224 temp 225 temp 226 temp 227 temp 228 temp 229 temp 230 temp 231 temp 232 article01 article03 article04 article02 article05 intro article06 article07 context article08 debat01 debat02 debat03 debat04 review