INFRASTRUKTUR OG HISTORIE  ANDREAS MARKLUND, MOGENS RÜDIGER OG NILS ARNE SØRENSEN Hastighed, cirkulation, sammenhængskraft. Allerede de gamle grækere var bevidste om infrastrukturens betydning for de store politiske og samfundsmæssige processer. I sin klassiske skildring af perserkrigenes tid skriver historikeren Herodot – af mange regnet som fagets første udøver – om det effektive persiske kommunikationssystem, der var opbygget som et nøje planlagt, sammenhængende netværk af postveje, ridende kurérhold og regelmæssige skiftestationer. ”Der er intet i denne verden, der er hurtigere end disse kurérer”, konstaterede den græske historiker imponeret i midten af 400-tallet f.Kr. Hverken vejrets magter eller nattens mørke kunne true effektiviteten i denne stafetbaserede infrastruktur, der bragte viden og politisk magt fra den ene ende til den anden af perserkongen Xerxes’ vidtstrakte imperium.1 Også den romerske polyhistoriker Plinius den Ældre havde blik for infrastruktur. I bog 36 af den Naturhistorie (Naturalis Historia), som Plinius færdiggjorde kort før sin død i 79 e.Kr., ?inder man beskrivelser af antikkens underværker. Det var langt fra alle, som ifølge den romerske stoiker fortjente respekt. Pyramiderne kaldes således ”tomme og tåbelige udtryk for faraonernes rigdom”, og pænere var ordene ikke om fx Caligulas og Neros paladser, der regnedes blandt Roms 18 underværker. Men Plinius mente imidlertid, at der også i Rom var ”underværker, som er uovertrufne ud fra en oprigtig vurdering” – en formulering som man ?inder i optakten til hans beskrivelse af Roms akvædukter, der munder ud i den følgende sammenfatning: ”Hvis man anstiller en omhyggelig vurdering af denne over?lod af vand i offentlige anlæg, i bade, bassiner, kanaler, privathuse, parker, villaanlæg i byens udkant og af den afstand, vandet skal løbe, de buer, der er rejst, de bjerge, som man har gravet igennem, og de dale, der er fyldt op og udjævnet, må man erkende, at intet er mere forunderligt i hele verden”.2 Sammenlignet med det persiske postvæsen mimer akvædukterne (og Roms kloaksystem, der også var på Plinus’ liste over underværker) nok mere en nutidig forståelse af infrastruktur som noget teknologisk avanceret, men de peger tillige på andre centrale aspekter ved infrastruktur som samfundsmæssigt fænomen. På Plinius’ tid var Rom for længst blevet en metropol med en befolkning i omeg1 Herotodos Historia. 524. Her i Claes Lindskogs svenske oversættelse. 2 Plinius: Naturhistorie, 36: 75 og 123. Her i Jacob Isagers oversættelse fra Isager: En antik kunsthistorie, 235 og 254.