SE PÅ HISTORIEN Magnussen, Anne, Kirstine Sinclair og Casper Sylvest (red.): Visuel historie: tilgange og eksempler Syddansk Universitetsforlag 2018, 358 s. Kan historikere ?inde ud af at analysere billeder? Eller skal vi også fremover overlade det i kunsthistorikernes trygge hænder og fortsat blot lade billederne illustrere vores skriftligt baserede fremstillinger? Efter halvandet år i et ph.d.-projekt om politik og guldalderkunst er det blevet endnu tydeligere for mig, hvordan vi som historikere ofte kommer til at behandle visuelt materiale stedmoderligt og på en måde, som vi aldrig ville behandle de skriftlige kilder. I den kunsthistoriske litteratur, jeg arbejder med, har jeg ind i mellem undret mig over manglen på sammenhæng mellem de analyserede billeder og det skriftlige kildemateriale, der er blevet brugt til at ’illustrere’ billedanalysen. Den snigende irritation over den kunsthistoriske mangel på kildekritik blev dog til røde kinder, da jeg indså, at vi historikere ikke altid er meget bedre selv. Jeg bladrede igennem en bog, skrevet af en god historiker-kollega, og ?ik bekræftet, at bogens illustrationer udelukkende fungerede som netop det – illustrationer. På trods af billedernes interessante visuelle kvaliteter, blev illustrationerne ikke inddraget i brødteksten. Hvor anekdotisk dette end er, peger opdagelsen på den tendens i historiske fremstillinger, som antologien Visuel historie: tilgange og eksempler adresserer. Redaktø- rerne Anne Magnussen, Kirstine Sinclair og Casper Sylvest, der alle kommer fra Institut for Historie på Syddansk Universitet, peger fra indledningens første linjer på samme tendens: Illustrationer reproduceres ofte ukritisk og uden forbehold, og selvom de benyttes som illustrerende eksempler, forbigås de som regel fuldstændigt i analysen. Men det er måske slut nu? KILDEN SOM ILLUSTRATION Med Reine Rydéns formulering “använder [historikere] oftast bileder som medel för att förklara ett historiskt sammenhang medan konstvetarere vill använda det historiska sammenhänget förr at förstå bilderne bättre”.1 Det er ikke forkert at gøre hverken det ene eller det andet, men et udtryk for fagtraditioner, der dog med fordel kan udvikles og komme i tættere dialog med hinanden. I min egen forskning arbejder jeg bl.a. med at knytte guldalderkunstnernes breve sammen med deres kunstværker, og min nivellering af de to kildetyper har øget min forståelse af kunstnernes samfundsmæssige position. Kunstværket har trods alt været en meget væsentlig udtryks- og kommunikationsform for en lang række 1 Ryden: ’Hur skall vi använda bilder’, 491.