INKVISITION I ØJENHØJDE MAGT OG AFMAGT I 1800-TALLETS STRAFFEPROCES  LARS ANDERSEN Den rene Inkvisitionsproces var saaledes begyndt som en Idyl […] men endte som en Tragedie.1 Forfatter og jurist Erik Henrichsen skrev i 1900 i tidsskriftet Tilskueren om strafferetsplejens inkvisitoriske princip, at “det idealt set er Lynchjustits”.2 Det var stærke ord, men Henrichsen var ikke for ingenting en af sin tids mest indædte kritikere af tidens straffeproces. I mere end et århundrede forud for retsreformen i 1919 blev danske straffesager – i første instans – ført som skriftlige, lukkede og hemmelige processer i overensstemmelse med det såkaldte inkvisitoriske princip, hvorefter en straffesag (modsat borgerlige, private sager) ikke havde karakter af forhandling mellem to parter for en dommer. Inkvisitionsprincippet betød derimod, at en straffesag var karakteriseret ved en forhørsdommer, der stod overfor den sigtede, som var genstand for undersøgelsen og ikke part.3 Særskilte anklagere og forsvarere spillede ved underretten en nærmest ubetydelig rolle i 1800-tallets strafferetspleje. Kriminalforhør og den kriminelle efterforskning var domineret af den lokale forhørsdommer, eller ’retsbetjent’, som var den formelle titel, hvad enten det var en birkedommer, en byfoged eller en herredsfoged. Det var ganske vist den lokale amtmand, der of?icielt rejste tiltale og lod to beskikkede sagførere læse retsbetjentens forhørsprotokol igennem, men sagen var reelt i hænderne på forhørsdommeren, der tilmed selv dømte i straffesagen og udmålte straffen – på landet og i provinsen ved en såkaldt “extraret”, og i København ved kriminal- og politirettens kollegiale ret.4 1 Tybjerg: ’Inkvisitionsproces’, 401. 2 Henrichsen: Retsreformen, 97. Erik Henrichsen var tilknyttet det radikale miljø i Studentersamfundet, hvor en række jurister under forfatningskampen arbejdede for en reform af strafferetsplejen i overensstemmelse med retsstatslige principper om magtens adskillelse. 3 Goos: Straffeproces, 1. Danske Lov af 1683 skelnede ikke mellem typer af retspleje. Det var i alle tilfælde op til den forurettede private part selv at søge retfærdighed. Men op gennem 1700-tallet havde en række forordninger gradvist udskilt en egentlig strafferetspleje fra den øvrige borgerlige retspleje. Den af generalprokurør Chr. Colbiørnsen udtænkte forordning af 3. juni 1796 afsluttede en udvikling frem mod indførelsen af det inkvisitoriske princip. Udviklingen forklares af retshistorikere ud fra ønsket om større effektivitet i retsforfølgelse af forbrydere, se f.eks. Knudsen: Lovkyndighed, 289. 4 Frost: ’Lidt retshistorie’; Tamm: ’Ideer og personer’; Jørgensen: Retsreformen; Pedersen: Straffeprocessen. Beskikkede sagførere kunne også i tiden efter 1796-forordningen i princippet kræve nye forhør i en kriminalsag efter tiltalen var rejst, men efter en forordning fra