MOD BEDRE VIDENDE GRØNLAND OG POLITISK-IDEOLOGISK HISTORIESKRIVNING  SØREN RUD Der er altid smæk for skillingen, når den pensionerede lektor Thorkild Kjærgaard leverer sine betragtninger. Hans kontroversielle tolkninger af historiske forløb er ofte krydret med, eller indrammet af, kontrafaktiske spekulationer. Underholdningsværdien er dog i reglen en hel del højere end sag- og fagligheden. I den senere tid har Kjærgaard serveret overvejelser i stil med: havde de europæiske kolonimagter dog bare fået lov gøre det civilisatoriske arbejde færdigt (så havde vi hverken haft global ulighed eller ?lygtningekrise),1 eller: tænk hvis Danmark ikke havde bevaret sit engagement i Grønland (så var grønlænderne blevet tromlet ned af konkurrerende magters pro?itorienterede ligegyldighed og kynisme).2 Kjærgaards anmeldelse (optrykt i dette nummer af Temp) af grønlandsbindet af Gads kolonihistorie er ingen undtagelse fra den kulørte, spekulative og fantasifulde form. Anmeldelsen eksempli?icerer således hans argumentatoriske stil og tilgang til historisk arbejde og argumentation. I anmeldelsen skriver Kjærgaard, at fremstillingen af Grønland som en tidligere koloni udgør et intellektuelt kup. Især siden 2014 har han nemlig utrætteligt gentaget sin udlægning af forholdet mellem Danmark og Grønland, som (ifølge ham) slet ikke kan forstås ud fra begrebet kolonialisme. Faktisk mener han, at forfatterne til grønlandsbindet “med åbne øjne og mod bedre vidende” bøjer sig for et “politisk-ideologisk ønske om at rubricere Grønland sammen med de af europæiske magter […] undertvungne oversøiske territorier”, og at forfatterne dermed giver “frit løb for postkolonialistisk forargelse og fordømmelse”.3 Selv lægger Kjærgaard først og fremmest vægt på den middelalderlige nordiske tilknytning til områder i det sydlige Grønland. Ud fra denne territorielt orienterede logik er Grønland et norsk-dansk landområde (efter 1814 dansk), og brug af begreber som koloni og kolonialisme er ganske forfejlet. Dertil kommer, fremfører han, at grønlænderne altid er blevet betragtet som landsmænd, hvorfor de på ingen måde har været underlagt koloniale vilkår. Kjærgaards argumentation er dog både svag og ahistorisk; især fordi den hviler på en ure?lekteret brug af 1 Kjærgaard: ’Da verden’. 2 Fremført mange steder, blandt andet i den aktuelle anmeldelse og Kjærgaard: ’Er kolonitiden’. 3 Dette nummer af Temp, mine fremhævelser.