FATTIGHAVER OG FORHANDLINGER AF MEDBORGERSKAB ET STUDIE AF FORHANDLINGEN MELLEM FATTIGHJÆLPSMODTAGER OG FATTIGUDVALG I TIDEN EFTER 1849  LEONORA LOTTRUP RASMUSSEN I 1884 skrev arbejdsmanden Chresten Espersen til Aarhus Fattigudvalg i håbet om at få tildelt en af de såkaldte fattighaver. Arbejdet på Aarhus Kalkværk gjorde det svært for ham at forsørge sine seks børn. Som Espersen selv formulerede det, ville det derfor “være en stor Hjælp om jeg kunde erholde et lille stykke Havejord”.1 Espersen var blot en af mange, der på denne måde henvendte sig til fattigudvalget. De kommunale fattighaver – en blanding mellem en nyttehave og den senere kolonihave – nød en udbredt popularitet i den jyske provinsby i sidste halvdel af det 19. århundrede. Haverne var forbeholdt værdigt trængende familieforsørgere og var en del af byens offentlige fattighjælp. Men hvor modtagere af offentlig fattighjælp ?ik frataget centrale civile og politiske rettigheder, herunder retten til at bestemme over ens ejendele, retten til frit at indgå i ægteskab, og efter grundloven af 1849, retten til at stemme, ?ik havebrugerne derimod lov til at beholde deres rettigheder.2 Selvom grundloven sikrede retten til at modtage offentlig hjælp, blev offentlig hjælp generelt set som værende umyndiggørende og i opposition til det politiske medborgerskab, der baserede sig på myndighed og selvforsørgelse.3 I denne kontekst udgør fattighaverne et særligt interessant undersøgelsesområde, idet tildelingen af en fattighave ikke blev set som umyndiggørende, men tværtimod som myndiggørende. Spillede man sine kort rigtigt, var det således muligt for den mandlige fattighjælpsmodtager at udøve sin grundlovssikrede ret til offentlig fattighjælp, ikke på bekostning af sit politiske med1 Sager vedr. Frihaverne 1867-1886, Fattigvæsenet, Aarhus Kommune, Rigsarkivet (herefter RA). 2 Ifølge fattigloven af 1803 havde fattigvæsenet ret til at sælge de fattiges efterladenskaber, for derigennem at få erstatning for den tildelte understøttelse. I 1808 ?ik fattigvæsenet ret til at registrere og tinglæse de fattiges ejendele. I 1824 ?ik fattigvæsenet desuden lov til at nægte borgerere, der havde nydt endnu ikke tilbagebetalt fattighjælp, retten til at gifte sig. I 1857 blev loven ændret, således at kvinder blev fritaget for indskrænkelser i deres ægteskabelige rettigheder, men indgrebet forblev i kraft for mændenes vedkommende frem til socialreformen i 1933. Voss: Sociale Studier, 328. 3 Faye Jacobsen: Husbondret, 275ff; Koefoed: ’Performing’, 163.