EN FORTIDSHISTORIKER OG EN SAMTIDSHISTORIKER LUDVIG HOLBERG OG CHARLOTTA DOROTHEA BIEHL  SEBASTIAN OLDEN?JØRGENSEN At forstå og værdsætte en fortidig tekst eller et forfatterskab er ikke mindst at sætte det ind i den rette genremæssige kontekst. Dette gælder litteraturhistorisk, men egentlig også for historiogra?ien. Historiogra?i er ganske vist ofte blevet bedrevet som en slags faghistorisk genealogi, hvor hovedsporet frem mod den moderne historievidenskab er blevet trukket op med udpegning af passende milepæle, frontløbere og klassikere. Det medfører uvægerligt en teleologisk struktur med alt, hvad det indebærer af overskuelighed og blinde vinkler. Det logiske alternativ til genealogien er at skrive historiogra?i som en slags faghistorisk litteraturhistorie, hvor fortidens historikere ikke alle marcherer fremad (nogle mere hurtigt end andre), men hvor de udfolder sig inden for et rum de?ineret af genrekonventioner og kulturel praksis (nogle mere heldigt end andre). Et moderne eksempel på den genealogiske tilgang kunne være den amerikanske lærebog From Herodotus to H-Net af Jeremy D. Popkin (2016), der f.eks. pænt giver fortidens historikere karakter efter, om de nu husker at inkludere kvinders erfaringer eller re?lekterer over racespørgsmål. Et udpræget dansk eksempel på det samme er de to historiogra?iske klassikere, Historieforskning og Historieskrivning i Danmark indtil Aar 1800 (1931) og Historiens Studium i Danmark i det 19. Aarhundrede (1943) af Ellen Jørgensen (1877-1948), der måler alt med Erslev-generationens historievidenskabelige alen. Et yderst læseværdigt eksempel på den litteraturhistoriske tilgang kunne derimod være A History of Histories: Epics, Chronicles, Romances and Inquiries from Herodotus and Thucydides to the Twentieth Century (2008) af den britiske idehistoriker John Burrow, der aldrig glemmer at behandle de historiske værker som tekster, der skal læses og nydes. I det følgende skal der gøres et forsøg på at lade denne anden, mere litteraturhistoriske tilgang kaste lys over et par centrale skikkelser i den dansk historiogra?i i 1700-tallet, nemlig den velkendte dansk-norske forfatter Ludvig Holberg (1684-1754) og den lidt senere og som historiker noget oversete danske forfatter Charlotta Dorothea Biehl (1731-88). Det er to skikkelser, der ikke tidligere er bragt historiogra?isk i forbindelse med hinanden, for traditionelt er Holberg altid blevet sammenlignet med sin jævnaldrende kollega, professor Hans Gram (1685-1748), der fra 1730 tillige var kongelig arkivsekretær og bibliotekar (dvs.