DANSKERNE PÅ GULDKYSTEN Per Oluf Hernæs (red.): Vestafrika. Forterne på Guldkysten Gads Forlag 2017, 397 s. “Det lyder som et eventyr, at der til det danske rige engang har hørt besiddelser på Guldkysten i Guinea. Det lyder af sol og rigdom, af oplevelse og spænding, af frugtbarhed og overdådighed […] De, der kom hjem fra en rejse til Guldkysten, kunne fortælle i nætter og dage om tropernes mærkværdigheder, om al den spænding og fare, de havde udstået, og de herligheder, de havde mødt”.1 Således indledte Georg Nørregaard i 1966 andenudgaven af sin bog Guldkysten i værket Vore gamle tropekolonier. I Vestafrika. Forterne på Guldkysten, udgivet som bind i den nye danske kolonihistorie i 2017, lyder der andre toner. Værkets hovedredaktører distancerer sig markant fra tidligere syn på Guldkysten som en farefuld og eventyrlig historie. I stedet ønsker de at beskrive den danske koloniale fortid i al dens brogede og til tider brutale mangfoldighed, og de vil ikke mindst give den en mere fremtrædende plads i den historiske litteratur og i den offentlige bevidsthed, end den har haft tidligere (s. 4-7). Værkets tilblivelse skyldes altså det dobbelte ønske om både at formidle den eksisterende og voksende historiske forskning om emnet og at lade denne viden indgå som et bidrag til den nutidige danske erindringskultur. Værket er vellykket i begge henseender og er en både historiogra?isk og erindringspolitisk begivenhed. Bindet om Vestafrika er redigeret af Per Oluf Hernæs og er et ud af de i alt fem bind i den nye danske kolonihistorie, som udover Vestafrika omfatter bind om Indien, Vestindien, Grønland og Danmark som kolonistat.2 Da Vore gamle tropekolonier første gang udkom i 1952-53, var synet på de koloniale områder allerede under stærk forandring, selv om det ikke afspejlede sig mærkbart i værket.3 Fremvoksende nationalistbevægelser og a?koloniseringen førte til det paradigmeskift, som har præget udforskningen af især Afrikas og Asiens historie lige siden. I stedet for at fokusere på europæernes aktiviteter i Afrika og Asien blev der nu i langt højere grad skrevet historie med udgangspunkt i de pågældende afrikanske og asiatiske samfund, og europæisk kolonihistorie blev nu til afrikansk og asiatisk historie.4 Da den nye danske kolonihistorie de?inerer sig som netop kolonihistorie, må man indledningsvis spørge, hvor den placerer sig i det historiogra?iske landskab mellem kolonihistorie og afroasiatisk historie. En af hovedredak1 Nørregaard: Guldkysten, 7. 2 Brimnes: Indien; Olsen: Vestindien; Gulløv: Grønland; Pedersen: Danmark. 3 Brøndsted: Vore gamle tropekolonier. 4 For Afrika, se Falola: ’African Historical Writing’.