ATOMFRYGTEN OG CIVILFORSVARET  CASPER SYLVEST Atomalderen er ofte blevet beskrevet som frygtens tidsalder. Selvom atomenergiens fredelige potentiale allerede fra august 1945 ledsagede nyheden om atombomben, var det nye våbens blotte eksistens en konstant påmindelse om menneskets indtræden i en ny, usikker æra.1 Den atomfrygt, der blev diskuteret i vestlige samfund i efterkrigstiden, havde rod i erfaringer med total krigsførelse, de voldsomme ødelæggelser som atombomberne over Hiroshima og Nagasaki forårsagede i august 1945 og den gryende kolde krig. Da Danmark i 1949 underskrev Atlantpagten, og Sovjetunionen senere på året prøvesprængte en atombombe, blev associationen mellem frygten og atomalderen cementeret. Frygten intensiveredes i 1950’erne ikke mindst som følge af den teknologiske udvikling og en dyster supermagtskon? likt . Den blev et grundvilkår, der ?ik politisk og kulturel opmærksomhed. I USA og andre vestlige lande spillede atomfrygten f.eks. en væsentlig rolle i at legitimere og sikre ?inansiering til omfattende udbygninger af statsapparatet og investeringer i forsvaret, men atomfrygten blev i stigende grad også brugt af andre aktører, f.eks. i mobiliseringen af videnskabelige argumenter eller folkelige bevægelser mod den militære anvendelse af atomenergi. Da den danske forfatter Erik Knudsen i 1961 hævdede, at atomvåben ikke kun var ”produkter af angst. De spreder selv angst og fortvivlelse”,2 var det derfor ikke uden sandhed. Politik og ikke mindst politisk kommunikation under den kolde krig var i vid udstrækning et spørgsmål om at imødegå, udnytte eller håndtere atomfrygten. Atomfrygtens udfordring bestod i, at den på den ene side syntes uafvendelig, og at den på den anden side både kunne underminere samfundets modstandsdygtighed og fungere som kilde til mobilisering og legitimitet. Særligt på et område kalder denne udfordring på historisk analyse; nemlig organiseringen og kommunikationen af den civilforsvarsmæssige indsats. I takt med at kernevåbnene og fremføringsmidlerne (langtrækkende bombefly og senere missiler) voksede i antal og effekt, blev det tydeligt, at forsvaret af borgerne og samfundet ikke alene kunne være en statslig opgave. Atomalderen konsoliderede således et allerede igangværende skift væk fra den klassiske kontrakt mellem stat og borger: Staten kunne ikke på traditionel vis tilbyde sikkerhed som modydelse for borgernes lydighed. I atomalderen, hvor samfundets modstandsevne eller forsvarsvilje blev anset for afgørende i krig, var forsvaret af befolkningen 1 Se f.eks. ”N.B.-”, Information, 7. august 1945, 1. 2 Knudsen: [ingen titel].