HINSIDES MARKLEDDET CLAUS ESKILDSENS DANSK GRÆNSELÆRE OG DE STORE FORTÆLLINGER  TROELS PETER ROLAND BAGGRUND OG PROBLEM 1800-tallets nationale tænkning om sammenfald mellem folk og stat måtte nødvendigvis de?inere ”folket”. Pga. naturvidenskabelige landvindinger brugtes fra 1920’erne til 1940’erne i stigende grad biologistiske argumenter i denne bestræ- belse. I de samme år ulmede den slesvigske grænsestrid. Tyskland anerkendte ikke 1920-grænsen, og grænserevisionistiske udfald kulminerede her efter den nazistiske magtovertagelse med ”Påskeblæsten” i 1933. Hvor grænsen fra dansk side var ?lyttet i tråd med ”Åbenrå-?løjen” omkring H.P. Hanssen, der ønskede grænsedragning efter sindelaget, havde den nationalkonservative ”Ejder-” eller ”Danevirke?løj” også vejret morgenluft for videre grænserevisionisme sydpå. På denne ?løj stod dele af Grænseforeningen, bl.a. historikeren Vilhelm la Cour og hans blad Grænsevagten, der blev foreningens talerør, ?ilologen Gudmund Schütte og i Sydslesvig bl.a. Flensborg Avis’ redaktør Ernst Christiansen og gårdejeren Peter Lassen i Angel, en hovedkraft bag de grænserevisionistiske Südschleswigsche Flugschriften, som var allieret med den mere entydigt offensive danske forening Ligaen Danmark-Danebrog-Danevirke (DDD). I disse kredse kom Claus Eskildsen, der var seminarielærer i Tønder 1909-46 og skribent og foredragsholder om lokalhistorie og etnogra?i, psykologi og pædagogik samt medstifter af Sønderjysk Månedsskrift. Han var efter eget udsagn altid dansksindet, men i en tid ”knyttet til tysk kultur”.1 Han skrev egentlig Dansk Grænselære (1936) i en defensiv anledning, nemlig ”Påskeblæsten”. Han og la Cour fandt sammen, og Grænseforeningen støttede bogen, der blev indledning til en strid om Slesvig i bøger og pjecer om objektive folketræk. Når man ser ældre tysk historieskrivning, Grænselæren, Eskildsens øvrige skrifter og de tyske svar under ét, ses bag ved etnogra?ikaene en strid om større narrativer eller historiefortællinger: samlede Slesvig-historieskildringer ud fra forskellige syn på nationens natur og forhold til historien. De bliver også til ideologi og strategi, da synet på fortiden afgør synet på Slesvigs fremtid. Narrativerne opbygges derudover med forskellige midler: Ræsonnementer, kildetolkninger og faktaudvælgelse, men uden for teksterne også ved påvirkning af debattørerne. 1 Eskildsen: ’44 års’, 125f.