RENÆSSANCEADELENS FORHOLD TIL KRIG 1563-1660 AFMILITARISERING, REMILITARISERING ELLER KONTINUITET?  MATHIAS STII KUSK MALMBORG Hvad gør en adelsmand? Spørgsmålet er mangefacetteret. På den ene side handler spørgsmålet om konkret handling og ageren. På den anden side er spørgsmå- let dybt eksistentielt – hvad udgør en adelsmand; hvordan er man rigtig adelig? I middelalderen var adelen den sociale personi?icering af vold og krig, men efter enevældens indførelse i 1660 var dette forandret for bestandigt. Hvad var der sket i mellemtiden? Ifølge traditionen i dansk adelsforskning var udviklingen resultat af adelens voksende negligering af standens krigsrelaterede rolle. Denne artikel ønsker at udfordre denne forskningskonsensus ved at tage analytisk udgangspunkt i netop renæssanceadelens interne relation til deres oprindelige raison d’être: krigstjenesten. I dag er den gængse antagelse blandt historikere, at der fra begyndelsen af renæssancen frem til enevældens indførelse forekom en gennemgående social paci?icering af den danske adelstand.1 Denne sociale paci?icering har betydet, at adelskab i vor tid ikke længere associeres med at være kriger. Dette skyldes blandt andet, at man i løbet af renæssancen så nogle af Danmarkshistoriens største samfundsmæssige forandringer forekomme i strukturelle forhold. Forandringerne var foranlediget af både teknologiske, teologiske og militære ”revolutioner”, der påkrævede store omvæltninger i den sociale struktur. For adelstandens vedkommende kom de vægtigste påvirkninger formentlig som resultat af de militære revolutioner, et langt nyere begreb, der beskriver renæssancens voldsomme militære udvikling og de dertilhørende sociale komplikationer. Begrebet blev første gang formuleret af historikeren Michael Roberts i 1956.2 Kort opsummeret var adelen ikke længere den afgørende magtfaktor på slagmarken. En af komplikationerne ved denne forandring var således en grundlæggende transformation af adelstandens forhold til dens oprindelige krigsbaserede eksistensgrundlag. Nutidens antagelse om adelens sociale paci?icering i renæssancen har været en underforstået historieforskningskonsensus i over 100 år, der yderligere blev underbygget af teorien om de militære revolutioner. Dette syn på adelens udvik1 Ingesman og Jensen (red.): Riget, 275-634. 2 Roberts: Essays.