HISTORICITETENS REGIMER François Hartog: Regimes of Historicity: Presentism and Experiences of Time Columbia University Press 2015, xix + 260 s. Det mest dagsordenssættende bidrag til de sidste 10-15 års diskussion af historiske tidsligheder og studiet af dem har været den franske historiker François Hartogs bog om historicitetsregimer fra 2003. Med mere end et årtis forsinkelse foreligger bogen også i en vellykket engelsk oversættelse og med et nyt, aktualiserende forord. Dette har allerede sikret den status af en nyklassiker inden for den spirende udforskning af historisk tidslighed. Med inspiration fra Foucaults diskurs- og dispositivkategorier og fra Reinhard Kosellecks betoning af vores historie- og tidsbegreber som historiske produkter snarere end som tidløst givne anskuelseskategorier, sætter Hartog sig her for at karakterisere skiftende historicitetsregimer, dvs. idealtypiske, heuristiske kategorier for forskellige epokers dominerende sociale forestillinger om tid og historie. Meget kort fortalt lokaliserer han tre store historicitetsregimer, der hver især er domineret af ét karakteristisk tidsregime: Et førmoderne, fortidsorienteret regime; et moderne, fremtidsorienteret regime (futurismen) og det aktuelle nutidsregime (præsentismen), som kendetegnes ved ”an omnipresent present” (s.8), ”[a] sense of a permanent, elusive, and almost immobile present, which neverthess attempts to create its own historical time (...) as though there were nothing but the present, like an immense stretch of water restlessly rippling” (s. 17f). Så vidt ligger Hartogs originalitet nok snarere i selve kategorien ’historicitetsregime’ end i analysen af disse tre store typer. Men hans detailanalyser af skiftende former for historieskrivning og historieforståelse kaster betydeligt mere af sig. I første del af bogen vender han blikket mod oprindelsesdyrkelsen og den cirkulære tidsopfattelse – ’det heroiske historicitetsregime’ – hos Homers Odysseus og maoriernes tankeverden, sådan som antropologen Marshall Sahlins har kortlagt den. Derfra går han videre til Augustins kristne tænkning om tidens udstrækning mellem det forgangne, det kommende og det allerede værende, der følges op af en nærlæsning af Chateaubriands re?leksioner over sekulær tid og historie i den franske revolutions kølvand – den moderne futurismes fødsel. Bogens anden del fokuserer dernæst på samspillet mellem fremtidsdyrkelse og nutidsdyrkelse, mellem futurisme og præsentisme, som karakteristisk for det 20. århundredes historiske udsyn. Og her står altså i dag kun præsentismen tilbage som det perspektiv, der bestemmer både fremtidsbetragtningen og de fremherskende tilgange til historisk erindring og arv: